Tid til dyrskuer!

Jeg har bogstaveligt talt fået dyrskuelivet ind med modermælken. Første gang jeg var med til et dyrskue, var i Hjørring i 1993. Som I kan se på billedet nedenfor, er jeg et halvt år gammel og får slukket tørsten på en skammel mellem min morfars røde køer. Malkekvæget står nyvasket og klar til at skal i ringen til bedømmelse på årets dyrskue i Hjørring. Min morfar udstillede på Hjørring dyrskue i 36 år, først med Rød Dansk Malkerace, senere med Aberdeen Angus. Så jeg har fået mange gode dyrskuetips af min morfar. Det var en tilbagevende familiebegivenhed hjemme på morfars gård, det krævede mange trækkere, så unge som gamle blev udstyret i hvidt. De bedste trækkere fik de bedste køer, og sådan var det bare! Min mor fortæller, at det var en begivenhed, de glædede sig mere til end selveste juleaften!

Min morfar gik på pension, solgte gården og flyttede til byen. Derfor blev der en pause på 6 år, før jeg selv var klar til at udstille og igen kunne komme til dyrskue! Min ældste lillebror og jeg fik vores første haflinger tilbage i 2004 – gamle Edelweis. Som enhver nybegynder i haflingerverdenen, stod vi på bar bund i alt hvad der omhandlede avl og udstilling. Vi fik dog hurtigt konstateret, at gode, gamle Edelweis med hendes 133 cm. i stang, var lidt for lille til både kåring og udstilling. Men hun var en super god lærehest, når man er nybegynder i alt og hun var god til ridning for begyndere, rolig for vogn og slæbe tømmer ud af skoven, kunne jeg også bruge hende til.

Vi besluttede så i sommeren 2006, at forsøge og finde en hoppe, som kunne udstilles og som vi kunne lave føl på. Vi købte 4 årige Anja, gennem Hellis og John fra Augustenborg, der havde hentet hende hos en ældre tysk avler. Nu var vi klar! Vi forstod dog ikke helt på daværende tidspunkt, hvor heldige vi havde været. Men har siden kunne konstatere, at det er meget vigtigt, at få startet med en rigtig god hoppe, der både har gode bevægelses- og eksteriørmæssige kvaliteter. Jeg er den dag i dag meget taknemmelig for, at vi fik muligheden for at købe Anja. Der skal derfor i denne forbindelse lyde en stor tak til Hellis og John, for at have skubbet en ny avler godt i gang.

Vores allerførste udstilling blev så året efter, nemlig i 2007 på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa. “Dyreskuefamilien” havde holdt en pause på 6 år, men nu var de på pletten, da vi i Sønderjylland varslede dyrskue i sigte. Mormor med “dyrskuesandwiches”, som forresten kun bliver lavet til dyrskuer. Morfar er

ikke længere i hvidt, men er nu udstyret med kamera. Min far og brødre hjælper også til og stiller i hvidt, når vi har føl med.

Til venstre: Det Sønderjyske Fællesdyrskue 2007. Anja bedømmes.

Det Sønderjyske Fællesdyrskue har været et fantastisk sted for os at starte, et sted hvor vi havde plads til at vokse, fejle og lære. Vi har gjort os mange erfaringer – lige fra klargøring, mønstring og den forudgående træning og fodring. For dyrskue handler jo ikke kun om den eller de dage skuet står på. Skuet er jo afslutningen eller resultatet af alle de forberedelser, man har gjort sig!

De gange jeg har udstillet goldhopper, (4 års hopper, eller ældre og uden føl) har det været de ekstra kilo, som er kommet på i forsommeren, som skulle trænes væk, for at få hopperne slanket. For mig har en kombineret træning i form af dressur, løsspringning, lange ture med intervaller af trav og galop og sidste nye påfund – kørsel for vogn, fungeret godt og resulteret i en god sporty udstillingsform. Anderledes er det så med følhopperne, her skal der arbejdes mere på, at de ikke bliver “malket af” og bliver muskelfattige. Det lyder utroligt, når det er haflinger vi taler om, men sådan har jeg oplevet det med Anja. Hun er fortsat blevet trænet moderat for at opretholde muskelmængden, men har i tillæg fået meget nærende følhoppefoder. Sidste gang hun havde føl, havde jeg forsøgt at få strammet maven lidt mere op. Jeg syntes, at den var lidt vommet, men jeg må nok acceptere, at hun ikke har samme spændstighed, som efter hendes første føl og den ekstra træning resulterede i, at jeg fik pillet de fine runde former af hende i stedet for! Så for mig har træning af følhopper været en svær balancegang, der stadig er under udvikling. Nedenfor ses Anja med fine runde former. Føllet, Eskedalens Akinos, er efter Liz. Aurel.

Jeg har også en enkelt gang haft 2 års og 3 års med. For dem er træningen op til skuet, meget baseret på at møde nye ting, gå lange tur og blive fyldt med indtryk. Så det at træde ind på dyrskuepladsen, ikke tager pusten helt fra dem. Udover at prøve, at forberede dem på alt det nye, skal de på mange skuer også kunne stå bundet. Så ved os, har det at stå bundet, været noget de

har prøvet helt fra føl. Derudover er de trænet meget fra hånden. Både i form af de lange gåture, og skridt og trav på trekant, samt opstilling. Udover de tidligere nævnte kategorier jeg selv har udstillet i, kan der også udstilles med vallaker, hingste og på nogle af de mindre dyrskuer også 1 års. Fælles for alle kategorier er, at vi bestræber os på, at udstille dem i deres optimale foderstand og udstillingsform.

Til højre: Mønstringen starter tidligt! 

Min morfar fortæller stadig med gejst i stemmen om hans tid som udstiller. Lige fra op- og nedture, fra spændingen inden årets modelko blev afsløret, til klargøring og vask. Men en ting, som han altid nævner, var fællesskabet med de andre udstillere. Dyrskue betød også tid til at hygge sig med venner og kollegaer, og få en god snak om avl og landbrugets tilstand – en fælles interesse! Og det er jo dét dyrskuet også er og kan. De mange kvaliteter dyrskuet har, synes jeg er vigtige, at bevare og værne om! Nok nyder vi konkurrencen, men vi samles om en fælles interesse, og nyder i lige så høj grad, at kunne diskutere avl og mødes i teltene eller omkring hestene og få en snak om de haflingere det hele handler om.

Så når det er sagt, håber jeg at se og gense nye som gamle i dyrskuesæsonen 2015. Hvis alt går som planlagt, er vi at finde på Det Sønderjyske Fællesskue og på Landskuet i Herning.

Vi ses

Malthe Ebbesen

Eskedalens Haflinger

2015